Vi skal bygge mere grønt med mindre råmateriale

LESS mursten på produktionslinien

Dematerialisering - mere med mindre

Dematerialisering er én af de vigtigste overskrifter for produktudviklingen hos Egernsund Wienerberger. Første skridt er allerede taget med LESS – verdens første blødstrøgne mursten med tre huller i midten, der reducerer materialeforbruget med 10%.

Hos Egernsund Wienerberger arbejder vi efter at opnå en helt CO2-neutral produktion i 2050, og allerede i dag er vores produktudvikling godt i gang med at levere en vigtig plan frem mod målet. Under overskriften dematerialisering udvikler vi nemlig helt nye typer af mursten med markant lavere materialeforbrug, der samtidig kan opfylde alle tekniske krav og designønsker hos arkitekter og bygherrer.

- Dematerialisering betyder, at vi fjerner materiale fra den enkelte mursten, så vi reducerer behovet for råvarer, behovet for brænding og behovet for tørring. Samtidig mindsker vi transportbelastningen og gør murstenene lettere at håndtere ude på byggepladsen til gavn for arbejdsmiljøet, forklarer vores Head of Product Mangement Rikke Ask og uddyber:

- Vi er allerede i mål med mursten, der bevarer præcis samme egenskaber og udseende som traditionelle blødstrøgne mursten, men med 10% lavere materialeforbrug. Nu begynder vi også at se på at ændre formater og geometri, så vi for eksempel inden længe vil kunne levere nye, smallere og tyndere murstentyper med endnu bedre miljøaftryk.

Stort teknisk gennembrud åbner for ny produktudvikling

Satsningen på dematerialisering har allerede kastet en helt ny produktfamilie af sig i form af LESS, der udgør verdens første blødstrøgne mursten med tre huller i midten. Den kan fremstilles i et bredt sortiment af farver, brændinger og teksturer ligesom vores traditionelle blødstrøgne mursten, og den kan desuden anvendes til præcis de samme forbandter og konstruktioner. Men råvareforbruget er reduceret med 10% på grund af de tre centrale huller.

Og selv om det måske umiddelbart lyder og ser enkelt ud at lave huller i en mursten, er det faktisk en stor teknisk udfordring at nå i mål med. Det forklarer vores Managing Director, Operations, Andreas Christensen, der sammen med sit team i produktionen har udviklet den banebrydende proces bag LESS:

- Det, der gør det så svært, er, at blødstrøgne mursten laves af meget blødt ler med højt vandindhold. En nypresset mursten rummer omkring en liter vand, så du skal altså efter formningen kunne fjerne materialet på den måde, hvor murstenen hverken deformerer eller mister vigtige egenskaber. Det kræver både præcision og hurtighed, og processen har taget et par år at perfektionere.

- Vi arbejder med dematerialisering ud fra konceptet om, at jo mindre vægt stenen har, jo mindre energi kræver det at forarbejde og transportere den, og jo mindre bliver CO2-aftrykket. Men en anden vigtig dagsorden, som i stigende grad presser sig på, er knapheden på naturlige ressourcer, og her har succesen med LESS udstukket en vigtig kurs, som vi vil fortsætte på, fortsætter han.

Andreas Christensen, Managing Director, Operations
Andreas Christensen, Managing Director, Operations

 

 

"Vi arbejder med dematerialisering ud fra konceptet om, at jo mindre vægt stenen har, jo mindre energi kræver det at forarbejde og transportere den, og jo mindre bliver CO2-aftrykket"

Andreas Christensen
Managing Director, Operations

 

 

Fra jomfruelige ressourcer til upcycling af gammelt murværk

Mursten fremstilles af naturlige råmaterialer som ler, sand og vand, der udvindes lokalt, og de færdige mursten er skabt til at holde i århundreder. Den grønne omstilling og behovet for mindre træk på naturens jomfruelige ressourcer betyder imidlertid, at der også de næste mange år er behov for, at vi fortsætter udviklingen, forklarer vores Regional Managing Director Nordic, Henrik Dietrichsen:

- Vi har stort fokus på energiledelse og har blandt andet nedbragt andelen af spildevand med ca. 70% ved at genbruge procesvandet i produktionen. Derudover har vi en ’zero waste’-produktion, så alt spild kan genanvendes direkte i produktionen, ligesom vi har investeret i et ventilationsanlæg, så den varme luft fra ovnen genbruges til at tørre murstenene.

- Et af de næste tiltag bliver at øge procentdelen af genanvendte materialer fra eksempelvis gammelt murværk i produktionen, så vi mindsker behovet for nye råvarer. Det kan vi gøre inden for rammerne af LESS-teknologien, som den ser ud allerede i dag, og dermed vi også godt rustet til at få lukket kredsløbet yderligere i de kommende år, afslutter han.

LESS mursten

LESS - mursten med bæredygtige fordele

Læs mere om vores miljøvenlige LESS-serie og download vores brochure.

 

 

Nyheder

0Resultater


 

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få seneste nyt om grønne produkter, bæredygtige projekter, dokumentation, genanvendelse, biodiversitet og meget mere.

Visualisering

Generér tekstur og BIM her

Download

Download brochurer og produktdokumentation

Produkter

En verden af teglprodukter inden for mursten, beklædningstegl, tagsten og belægningsklinker