Boligbyggeriet Parkbyen består af otte tårne, der er skudt op på en bakketop ved kanten af den store, historiske bypark Sohngårdsholmparken i Aalborg. To af tårnene rummer ejerlejligheder, imens de resterende huser lejeboliger.
Parkbyen bygger videre på et område med lave, gule teglhuse, og derfor ønskede Transform Arkitekter at arbejde videre med netop gulrøde tegl. Her faldt valget på vores håndstrøgne mursten Safari:
- Vi gik efter en sten med en masse karakter, for når der er så mange af dem, er det vigtigt, at facaden får et særpræget udtryk, fortæller Lars Bendrup, arkitekt hosTransform Arkitekter, og uddyber:
- Der skulle være et mønster i højhusene, for ellers ville det virke alt for voldsomt. Derfor faldt vi for Safari-stenen, der er meget rustik og kropslig. På den måde passer den til de høje, robuste huse.
Det høje byggeri bliver brudt op af relief i murværket, hvor der også er anvendt to forskellige fugefarver til at skabe variation i husene.
- Vi har anvendt den samme sten på hele bebyggelsen, men valget af de to fugefarver bidrager til at bryde bebyggelsen ned i mindre dele. Det skaber både diversitet og sammenhæng på én gang, siger Lars Bendrup. Han fortsætter:
- Lejlighederne har fået store altaner, der bidrager med et ekstra rum udenfor boligen. De har fået markante farver, der med sine forfinede detaljer står i kontrast til murstenens rustikke karakter. Byggeriets tunge teglkrop bidrager med en bemærkelsesværdig og skulpturel virkning af tårnene.
Lars Bendrup
Arkitekt hosTransform Arkitekter
Vores rå og rustikke mursten Safari tilfører et råt udtryk til Parkbyen, som dermed passer til de kommende huse i området.
- Et særligt kendetegn for Parkbyen er det rustikke udtryk i murværket, der ud over relief også byder på en rå markering af stueetagen. Murværket er meget karakteristisk i sig selv, fortæller Lars Bendrup.
Med sin placering på toppen af en bakke byder de høje huse i Parkbyen på et flot udsyn over byen.
- De otte huse fylder i højden, men har kun et lille fodaftryk på jorden, så de er omgivet af det grønne. Husene står forskudt og drejer lidt i forhold til hinanden, imens de kigger ud i horisonten med parken imellem sig. De relativt høje huse har fra ni til 15 etager, og der er en fantastisk udsigt fra størstedelen af lejlighederne, siger Lars Bendrup og tilføjer:
- Det ligger i landskabsprojektet, at husene glider ind i omgivelserne, så man ikke kan se forskel på den offentlige park og boligbebyggelsen. Det viser sig i detaljeringsgraden samt stierne og den omkringliggende beplantning.
Han afrunder:
- Vi har været meget glade for samarbejdet med Egernsund Wienerberger, der har en palette af rigtigt flotte sten. De er altid dygtige til at tænke kreativt om opgaverne.
Projektets navn: Parkbyen
Bygherre: Søren Enggaard A/S
Totalentreprenør: HP Byg A/S
Arkitekt: Transform Arkitekter
Produkt: EW3373 Safari
Forventes færdigt: Første etape med fem tårne blev færdig ved udgangen af 2021, og anden etape med de resterende tre tårne forventes færdigt medio 2024.