Hvordan skaber man en mursten, der både hylder den arkitektoniske arv og peger frem mod en mere ansvarlig fremtid? Det spørgsmål har været omdrejningspunktet for et udviklingssamarbejde mellem C.F. Møller Architects og egernsund wienerberger. Svaret er MIX: en ny murstensserie med +30 procent genanvendt materiale, der forener æstetik, holdbarhed og cirkulær tænkning.
Salgsteamet
T. +45 7444 2540
E. salg@egernsund.com
og få seneste nyt om produkter, inspirerende projekter, dokumentation, genanvendelse, biodiversitet og meget mere.
Salgsteamet
T. +45 7444 2540
E. salg@egernsund.com
og få seneste nyt om produkter, inspirerende projekter, dokumentation, genanvendelse, biodiversitet og meget mere.
Salgsteamet
T. +45 7444 2540
E. salg@egernsund.com
og få seneste nyt om produkter, inspirerende projekter, dokumentation, genanvendelse, biodiversitet og meget mere.
Hos C.F. Møller Architects har ønsket om at udvikle signatursten været drevet af både passion og nødvendighed. Teglstensarven er dybt forankret i tegnestuens DNA – ikke mindst med Aarhus Universitet som et ikonisk eksempel på gule mursten i dansk arkitektur. Samtidig er der en erkendelse af, at fremtidens byggeri kræver nye løsninger.
- Vi vil gerne værne om et klassisk dansk materiale, som gør det muligt fortsat at tegne byggerier, der kan stå i hundredvis af år. Vores ambition har derfor været at skabe en mere ressourceoptimeret mursten til fremtidens byggeri, fortæller Rune Bjerno Nielsen, partner og arkitekt MAA i C.F. Møller Architects.
MIX er en ny serie af mursten, som alle indeholder mere end 30 procent genanvendt materiale. MIX bygger videre på LESS-teknologien, der reducerer materialeforbruget med 15 procent. Udviklingen af MIX og de første mursten i serien er resultatet af et tæt samarbejde, hvor arkitekternes visioner og teglværkets materialeforståelse har smeltet sammen. Det har ført til tre nye mursten i vores sortiment; Møn, Råbjerg og Fur.
Rune Bjerno Nielsen
Partner og arkitekt MAA i C.F. Møller Architects
For arkitekterne har det været afgørende at adressere ressourceknaphed uden at gå på kompromis med æstetikken.
- Vi er nødt til at tage højde for den ressourceknaphed, vi står overfor. Derfor har det været superfedt at kunne udvikle sten, der sparer på ressourcerne – og samtidig har det udtryk og den stoflighed, vi ønskede, siger Iben Vadstrup Holm, arkitekt MAA og DGNB-konsulent i C.F. Møller Architects.
MIX-serien erstatter jomfrueligt sand med sekundære mineralske materialer. Når MIX produceres som en dematerialiseret LESS-mursten, reduceres forbruget af nye jomfruelige ressourcer med over 40 procent sammenlignet med en traditionel massiv mursten. Det sekundære materiale har et CO2-aftryk, der er 77 procent lavere i udvinding og transport end jomfrueligt sand, og murstenene har et EPD-dokumenteret CO2-aftryk, der er 13–20 procent lavere end vores standard murstenssortiment af samme lerblandinger.
- MIX er vores mest konkrete bidrag til den cirkulære økonomi. Vi presser produktionen op på et maksimalt forbrug af sekundære materialer og skubber til grænserne for, hvad vi kan oparbejde og genanvende, forklarer Kristian Knorr Svane, bæredygtighedschef hos egernsund wienerberger.
Valget af farver og udtryk på de tre første sten i MIX-serien er ikke tilfældigt. Den gule mursten har nemlig en særlig plads i C.F. Møllers historie og i dansk byggekultur.
- Den gule mursten har været en del af vores DNA siden 1924. Den skaber lys i byrum og er utrolig alsidig. Derfor var det oplagt for os at udvikle videre på den gule farve, siger Rune Bjerno Nielsen.
Arkitekterne har navngivet de tre mursten i serien Møn, Råbjerg og Fur, da stenene er inspireret af unikke danske landskaber og deres naturlige materialitet. Kalk, ler, sand og kridt fra disse steder har dannet afsæt for farverne og teksturerne i stenene.
- Vi ønskede, at stenene skulle give associationer til både et sted, en stemning og en materialitet. De lyse, gyldne og grålige toner afspejler den varme glød og stoflighed, vi har arbejdet med, fortæller Iben Vadstrup Holm.
Det har været vigtigt for C.F. Møller Architects, at de tre mursten kan bruges både sammen og hver for sig. Farvemæssigt er de derfor også tæt forbundne, hvilket giver arkitekter og bygherrer mulighed for at skabe variation og sammenhæng i både enkeltstående og sammenhængende byggerier.
- Det særlige ved udtrykket er det lyse spil – nogle gange over i det grålige, andre gange i det varme gule. Det giver en stoflighed, som patinerer flot og bidrager med liv til byrummet, siger Iben Vadstrup Holm.
Stenene egner sig til mange typer af byggeri – fra boliger og skoler til større kulturbyggerier. Den afdæmpede gule farve gør dem fleksible og anvendelige i forskellige kontekster.
Iben Vadstrup Holm
Arkitekt MAA og DGNB-konsulent i C.F. Møller Architects
Udviklingen af MIX har været præget af tæt dialog, forsøg med nye metoder til overfladeudtryk og gensidig inspiration. Besøgene på teglværket undervejs i tilblivelsen af de tre mursten har givet arkitekterne indsigt i materialernes muligheder og begrænsninger – og åbnet op for nye kreative veje.
- Det har været ekstremt inspirerende at være en del af processen og lære, hvordan man kan arbejde med overflader og tilslag. Vi har haft stor glæde af dialogen med de dygtige folk på teglværket, og vi kan ikke rose dem nok, siger Rune Bjerno Nielsen.
MIX er ikke bare en ny murstensserie – det er et bud på, hvordan klassiske byggematerialer kan udvikles med respekt for både tradition og fremtidens krav. Med +30 procent genanvendt materiale, dematerialisering og et udtryk, der balancerer det poetiske og det praktiske, er MIX et eksempel på, hvordan arkitektur og industri sammen kan forme fremtidens klassikere.
- Vi er rigtig godt tilfredse med resultatet. MIX har de farvetoner og den stoflighed, vi håbede på – og vi glæder os til at se den blive brugt i fremtidige projekter, siger Iben Vadstrup Holm.
Kristian Knorr Svane afslutter:
- MIX-serien lægger sig i forlængelse af de sekundære ressourcestrømme, som allerede findes og er på vej. CO2 er blot en af de problematikker, vi arbejder på at nedbringe, men byggebranchen skal også tage hånd om de fossile ressourcer, vi har tilgængelige i Danmark, og bruge dem klogt. Vi skal i højere grad aftage sekundære materialer og sikre en oparbejdelse af disse, så mursten kan blive til mursten igen. Det er med til at understøtte den cirkulære økonomi.
Læs mere her og kontakt os for prøver, rådgivning og samarbejde.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få seneste nyt om vores arbejde med bæredygtighed og produktudvikling, der er forankret i vores mål om CO2-neutralitet, ressourceoptimering og øget biodiversitet.