Byggebranchen er en attraktiv karrierevej for kvinder

Egernsund Wienerberger | Lene Vissing - Olena Liadova - Henriette Christiansen

 

Women in Construction Week sætter fokus på, at kvinder har gode muligheder for at avancere og gøre karriere i byggebranchen. Byggeriet er stadig et mandsdomineret fag, men i Skandinaviens største teglvirksomhed har vi heldigvis flere og flere kvindelige kolleger. Mød nogle af vores dygtige kolleger her og bliv klogere på, hvorfor bygge- og teglbranchen i den grad også er for kvinder.

 

Women in Construction Week, der finder sted den 4.-10. marts 2024, har til formål at fejre, uddanne og promovere kvinders rolle i byggebranchen. 

Der er ikke noget nyt i, at håndværksfagene er mandsdominerede. De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser da også, at blot 9,5 procent af byggeriets ansatte er kvinder, og blandt håndværkerne er det kun 4 procent. 

Samme billede tegner sig hos Egernsund Wienerberger, hvor 15 procent af vores ansatte er kvinder. 

I rapporten ”Vejen til større kønsdiversitet i byggebranchen”, som Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar står bag, fremgår det blandt andet, at diversitet fremmer innovation og trivsel på arbejdspladserne, ligesom en større diversitet i teams og ledelse ofte kan aflæses positivt direkte på bundlinjen. 

I Wienerberger-koncernens strategi er det da også et af målene, at vi har mere end 30 procent kvinder i såkaldte ”white collar positions”. I Skandinavien har vi allerede nået målet med 32 procent. 

Vi har sat vores kolleger Henriette, Olena og Lene i stævne for at blive klogere på, hvorfor tegl- og byggebranchen også er en attraktiv karrierevej for kvinder.

Kvinder skaber gode relationer til byggeriets aktører

Henriette Christiansen, Project Manager | Egernsund Wienerberger A/S
Henriette Christiansen, Project Manager

Henriette Christiansen fik sit første job i byggebranchen som 18-årig. I dag er hun 57 år og erfaringen med branchen enorm. 

Hun er uddannet teknisk assistent og fik sin ilddåb, da hun som blot 19-årig skulle overtage konstruktørens job i den virksomhed, hun var ansat i.

Virksomheden i Rødekro byggede andelsboliger og private boliger, og hun fik hurtigt smag for branchen.  

- Jeg har altid godt kunnet lide at have kontakt til håndværkerne, gennemskue deres udfordringer og få dem løst. Det handler ofte om at lytte og finde de bedste løsninger, siger Henriette.  

Hun har været hos Egernsund Wienerberger i 17 år og har haft mange forskellige kasketter på. I dag arbejder hun som projektleder, hvor hun sammen med to projektkonsulenter har ansvar for de store byggeprojekter.  

Til spørgsmålet om, hvordan kvinder kan spille en vigtig rolle i byggeriet, er svaret klart:

- Jeg tror, at kvinder er lidt mere runde i kanten. Vi er gode til at finde kompromiser og en løsning, alle bliver glade for. Vi er ofte gode til at opbygge relationer og tillidsbånd, som er enormt vigtige i byggeriet. Det samarbejde, vi har med vores kunder, bygger på ærlighed og tillid. Vi er gode til at kommunikere og fordyber os måske også lidt mere i selve materialet end blot den tekniske løsning. Jeg er i hvert fald blevet lidt af en murstenshaj, siger hun og tilføjer:

- Jeg kan godt lide jargonen i byggebranchen. Tonen kan godt være hård indimellem, men den er altid ærlig. Det passer mig rigtig godt, da jeg ikke er til gætværk og alt for meget pylleri. Som kvinde vil du sandsynligvis blive testet, men så snart du viser din faglighed og kan dit kram, bliver du også respekteret med det samme.

     

"Jeg tror, at kvinder er lidt mere runde i kanten. Vi er gode til at finde kompromiser og en løsning, alle bliver glade for. Vi er ofte gode til at opbygge relationer og tillidsbånd, som er enormt vigtige i byggeriet."

Henriette Christiansen
Project Manager

     

Fra hospitalsvæsenet til teglindustrien

42-årige Olena Liadova har arbejdet i byggebranchen i seks år, og det er ikke til at tage fejl af, når hun siger, at hun elsker sit job. 

Med en uddannelsesbaggrund som laborant og teknologisk ingeniør har hun tidligere arbejdet i hospitalsvæsenet. I dag arbejder hun som procesingeniør i vores laboratorie, hvor hun arbejder med kvalitetskontrol af vores mursten.

Hun er med til at sikre optimale processer, når murstenene presses, tørres og brændes og har daglig kontakt med vores teglværker, der sender lerprøver til kalk- og sandanalyse i laboratoriet for at finde frem til de bedste blandingsopskrifter. 

- Jeg elsker mit job, fordi jeg er med til at kvalitetssikre, at vores mursten hele tiden bliver bedre, og byggerierne bliver stærkere. Det vigtigste for mig er, at vores mursten er de bedste. Jeg har mange spændende arbejdsopgaver og kan lide arbejdet med at tjekke og sikre, at murstenene får det rigtige udtryk, når det gælder format, vandoptag og trykstyrke, siger Olena og afslutter: 

- Teglbranchen er virkelig interessant, og jeg kan kun konstatere, at kvinder er lige så velegnede som mine mandlige kolleger.

Olena Liadova, Process Engineer | Egernsund Wienerberger A/S
Olena Liadova, Process Engineer

     

"Teglbranchen er virkelig interessant, og jeg kan kun konstatere, at kvinder er lige så velegnede som mine mandlige kolleger."

Olena Liadova
Process Engineer

     

Mere end 25 år i teglbranchen

Lene Vissing, Quality Manager | Egernsund Wienerberger A/S
Lene Vissing, Quality Manager

Vores kvalitetschef Lene Vissing har arbejdet med tegl, siden hun fik sin kandidat i geologi med speciale i letklinker fra Aarhus Universitet i 1995. 

Karrieren startede på Teknologisk Institut, hvor hun rådgav de danske teglværker om materialer og proces, og siden har hun arbejdet på den anden side af bordet. 

De sidste fire år har Lene arbejdet som kvalitetschef hos Egernsund Wienerberger, hvor hun er ansvarlig for produktudvikling, procesoptimering, energioptimering og -ledelse, råstoffer, minimering af materialespild, teknisk rådgivning internt i organisationen, EPD’er, kontakt med myndigheder i forbindelse med råstofindvinding og meget andet.

- Tegl er et fantastisk materiale. Vi har et meget simpelt og velkendt produkt, og med meget små greb i produktionen kan man ændre på murstenens udseende og format. Det er ret fascinerende, hvordan du kan lege med udtrykket, siger Lene og uddyber: 

- Det er et håndværk, der kræver, at du kender dine materialer. Du kan med det samme se og mærke, hvis din lerblanding ikke er i orden. Og hvis én ting kikser i processen, så fejler du. 

Ifølge Lene er der ingen tvivl om, at der i dag er en helt anden tilgang til kvinder i byggeriet end for 25 år siden. Og særligt teglbranchen appellerer i dag til både mænd og kvinder:

- Alle har en relation til tegl, uanset om du er ung eller gammel. Vi er opvokset med tegl, vi bor i teglhuse, og alle har en mening om tegl. Det handler i høj grad om æstetik, og det tiltrækker mange. Både i mit job og i Egernsund Wienerberger generelt har vi samtidig stort fokus på, hvordan vi kan være så lidt klimabelastende som muligt, og det er en interessant og vigtig rejse at være med på, afslutter Lene.

     

"Alle har en relation til tegl, uanset om du er ung eller gammel. Vi er opvokset med tegl, vi bor i teglhuse, og alle har en mening om tegl. Det handler i høj grad om æstetik, og det tiltrækker mange."

Lene Vissing
Quality Manager


 

Mursten: EW2445 Persa | Rhododendron Hus, Grønttorvet


 

Mursten til nybyggeri?

Har du brug for sparring om mursten, som er udviklet specielt til nybyggeri og andre projekter med særlige krav til farvespil og æstetik?
 

Bæredygtighed i Egernsund Wienerberger

Vi har en ambitiøs tilgang til bæredygtighed med klare målsætninger for vores klimaaftryk.

 

     


 

Seneste artikler

0Resultater

    

Campaign handmade bricks

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få seneste nyt om produkter, inspirerende projekter, dokumentation, genanvendelse, biodiversitet og meget mere.

    

Visualisering

Generér tekstur og BIM her

Download

Download brochurer og produktdokumentation

Produkter

En verden af teglprodukter inden for mursten, beklædningstegl, tagsten og belægningsklinker