Mød Jesper Fuglsang, der står i spidsen for vores projektafdeling

Jesper Fuglsang, leder projektafdelingen | Egernsund Wienerberger

 

I foråret kunne vi byde hjertelig velkommen til Jesper Fuglsang, der er tiltrådt i rollen som leder for vores projektafdeling. Hans baggrund som selvstændig murermester og speditør udgør en solid ballast i jobbet, hvor han jonglerer med ledelse, tegl og tal.


Der er heldigvis nok at se til i vores projektafdeling og dermed også masser af spændende projekter, der skal forsynes med tegl og serviceres med kompetent sparring. Derfor valgte vi i foråret at styrke vores projektteam med ansættelsen af Jesper Fuglsang som ny leder.

Som leder for vores dygtige projektafdeling har han flere kasketter på. Udover ledelsesdelen, der blandt andet består i at igangsætte og koordinere afdelingens projekter, fungerer han også til daglig som udførende projektleder for egne projekter.

Ikke to dage er ens

Med andre ord byder hverdagen på lidt af hvert for Jesper Fuglsang, herunder også en god portion overraskelser og uventede opgaver, der lander på skrivebordet:

- Min hverdag er i dén grad uforudsigelig, og det er faktisk noget af det mest spændende ved mit job. Der er ikke to dage, der er ens, og derfor er det afgørende, at vi er omstillingsparate i afdelingen, fortæller Jesper Fuglsang og fortsætter:

- Selvom jeg møder ind med en plan fra morgenstunden, skal jeg altid være forberedt på at sadle om. Ofte ringer telefonen, og der opstår en opgave, der skal håndteres med det samme. Heldigvis trives både jeg og mine kolleger i afdelingen rigtig godt med, at dagen er svær at forudsige.

Vejen til Egernsund Wienerberger

Selvom Jesper Fuglsang længe har haft et godt øje til Egernsund Wienerberger, krævede det både timing og tålmodighed, før den rette mulighed bød sig.

- Jeg har altid haft et godt indtryk af Egernsund Wienerberger som virksomhed. Og af menneskerne, som arbejder her. Allerede inden jeg var ansat, kunne jeg tydeligt fornemme en karisma og gejst, og det tiltaler mig meget. Det er fedt at være en del af en virksomhed i vækst, som gør meget for at være fremme i skoene med klimavenlige LESS-mursten og brug af biogas.

- At jeg samtidig har en baggrund som både speditør og murer og har arbejdet som selvstændig murermester i 13 år, gør jobbet til et godt match. Kombinationen af det logistiske og dialogen med blandt andet murere og trælaster passer mig nemlig rigtig godt, tilføjer Jesper Fuglsang.

LESS mursten

LESS

En CO2-besparende mursten til fremtidens byggeri

Byg med vores CO2-besparende serie af mursten kaldet LESS og opnå CO2-reduktion.

Ved at reducere materialeforbruget med 15% og brænde med certificeret biogas reducerer vi CO2-udledningen i produktionen med 70-90%. CO2-besparelsen i produktionen af LESS dækker fase A3 i EPD'en.

Murstenen har stadig nøjagtig samme mål, kvalitet og udtryk som en traditionel dansk blødstrøgen mursten og kommer i mange flotte farvevarianter.

     

Fra murermester til Nordens største teglvirksomhed

Projektafdelingens nye leder har nemlig indhentet sin solide erfaring fra flere kanter. Udover hans baggrund som murer, selvstændig murermester og speditør har han gennem flere år arbejdet som byggeleder og entrepriseleder. Senest kommer han fra en stilling som projektleder hos en murer- og entreprenørvirksomhed:

 - Jeg har altid troet på, at man aldrig bliver for gammel til at lære. Jeg har prøvet meget, og da jeg blev handelsstudent i 1994, var det faktisk min drøm at blive revisor eller ejendomsmægler, men sådan gik det ikke. Jeg blev speditør ved et tilfælde, hvilket var vildt spændende.

Med en far, der var selvstændig murermester, var det naturligt at følge i de fodspor. Han gik i voksenlære som murer og har siden arbejdet som selvstændig murer i 13 år. I dag nyder han dog at være på kontor, hvor han er omgivet af dygtige kolleger, og der er tid til sparring.

En hverdag med spændende projekter

Jesper Fuglsang fortæller, at projektafdelingens fire medarbejdere den seneste tid har været godt beskæftiget med en række spændende projekter. Herunder Grønttorvet, hvor vi har leveret mursten til hele det nye boligområde i københavnerbydelen Valby samt Kronløbsøen i Københavns Nordhavn, som vi har forsynet med teglbjælker og en specialudviklet mursten, der er skabt med inspiration fra Møns Klint. I øvrigt igangsatte afdelingen i starten af sommeren leverancen af 200.000 glaserede mursten i gule nuancer til Bella 18 fra vores teglværk i Holland.

Som tidligere murer har han en forkærlighed for mursten i alle mulige afskygninger. Af den grund har han svært ved at pege på en enkelt favorit i vores sortiment:

- Der findes jo så mange flotte mursten, der kan noget på hver sin måde. Men jeg har faktisk selv muret mit eget 400 kvadratmeter hus, der ligger ude på landet i en grågrøn sten med et blådæmpet præg. Så det siger sig selv, at jeg er glad for mursten i de grå nuancer.

Når Jesper Fuglsang ikke slår sine folder i projektafdelingen, holder han til i Thyregod, hvor han bor med sin kone. Sammen har de fire børn, de tre ældste er fløjet fra reden. Når han ikke er på arbejde, tilbringer han sin fritid med familien i sit hus og sommerhus, hvor der virkelig bliver koblet af. Og så ser familien frem til en rejse til USA inden længe.


 


 

Dyk ned i vores omfattende sortiment af mursten!

Egernsund Wienerberger tilbyder en lang række facadesten med varierende overfladestrukturer og i mange forskellige farver.

Læs mere

Vil du have inspiration direkte i indbakken?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig opdateret på vores produkter, referencer og meget andet.
 

Tilmeld dig her

Brug for input til valg af mursten?

Så er du velkommen til at kontakte vores medarbejdere, der står klar med rådgivning og inspiration.
 

Kontakt os

    


 

Seneste artikler

0Resultater

Visualisering

Generér tekstur og BIM her

Download

Download brochurer og produktdokumentation

Produkter

En verden af teglprodukter inden for mursten, beklædningstegl, tagsten og belægningsklinker